Crash, Boom, Bang Korean Style!

Efter en tur sammen med den koreanske Royal Enfield klub er det slut med at føle sig som en fuldblods racerkører når man drøner igennem den ”tætte” Københavnske trafik og i det hele taget giver den som bad to the bone knallertbølle (ahem..). Fuld fart ned ad en øde vej på Amager sammen med gutterne er en ting, men fuld fart bag på en gammel Royal Enfield, dinglende ned ad midterstriben på en proppet motorvej, ind og ud mellem aggressive bilister, der kun vil en til livs er en helt, helt anden ting, specielt med bremser der ikke rigtigt virker. Weekenden bød på gamle maskiner, fantastiske koreanere, smukke bjergveje og en tur i grøften

Tidligere på ugen var jeg igennem min amerikanske ven Bones kommet i kontakt med den koreanske Royal Enfield klub, der med det samme inviterede mig med på en køretur østpå. Ideen var at jeg kunne putte mig i en sidevogn og se på det smukke landskab, mens vi tøffede afsted på de Indisk producerede Royal Enfield maskiner. Den var jeg helt med på!

Min nye ven Winston taler, modsat mange koreanere, et fint engelsk og har hjulpet mig en masse, både med at finde en hjelm til Lars Hjort, et sted jeg kan købe motorblade og med at få mig med i sidevognen.

Bong her, er ejer af den eneste Royal Enfield klub i Korea og midtpunkt i den lille, men voksende scene for klassiske motorcykler herovre. Han talte et udpræget limey britisk og foretrak te. Hvis der stadig var en Kreidler-forhandler i Køffe, ville det være vores udgave (med tysk accent selvfølgeligt!).




Kun en pige sneg sig med på turen, som de fleste koreanske tøser er der ingen overflødige kilo og hun gjorde en veldrejet figur i lidt læderudstyr.

Af sted til afgang. Tydeligvis har jeg ikke fattet de koreanske kommandoer om at brøle op, et tilbagevendende problem, altså det med kommandoerne, ikke brøleriet.

Jeg blev placeret i en fin sidevogn og så var det ellers fuld skrald igennem den tidlige Seoul trafik. Min flinke chauffør minder mig om en tendens der vist findes blandt franske motorcyklister: Øn-Øff. Ideen er at man enten giver fuld gas og hamrer derudaf, eller lukker totalt for balladen, ingen blid mellemgas her. Det giver selvsagt en noget ujævn, men også spændende kørsel. Det var første gang jeg var på vej ud af Seoul, og efterhånden som vi lagde byen bag os fik jeg for alvor øjnene op for hvor flot landet er. Som sydvestsønderjyde er det normalt at omtale alt over 30m højt som ”bjerg” (Jejsing-bjerg f.eks.), derfor virker det kun ekstra imponerende når der er træklædte tinder over det hele.

Vi tog af sted ved 7 tiden og vejret var stadig lidt koldt, jeg kunne dog putte mig i sidevognen og min skandinaviske…æhh.. foring gjorde at jeg ikke frøs som tændstikmændende.

første stop. Koreanerne er ved at gå til af kulde, jeg er mere imponeret over bjergene og at ingen af maskinerne endnu er gået i stykker.

Pausetid igen, der er seriøs krise over kulden, alle hopper op og ned og spiser ostesnacks og tørret tang.

En af gutterne spurgte indtil om jeg ville prøve en tur på hans sølvgrå Enfield. Habba habba! Den var jeg satme med på. Jeg havde lidt en mistanke om at han gerne ville ned i sidevognen og putte sig under et tæppe, men hellere køre motorcykel og fryse lidt! Som nogen måske ved er Royal Enfield maskinen designet i England engang i 50’erne og der blev startet en produktion op i Indien efter at hæren bestilte en ordentlig stak. Her er de så blevet produceret i nogenlunde samme form de sidste 60 år, mens resten af den engelske motorindustri er gået i rotterne. Mange af maskinerne er således ”nye” bare et par år gamle, men teknikken er stadig tudsegammel og mere hyggelig tøftøf, end Hercules-agtig Kawroom!

nu på egen maskine! Vejene var meget snoede og folk kørte generelt langsom, mellem 60-80 km/t, fra tid til anden blev der dog åbnet op for fri leg og man kunne drøne af sted.

Frokosttid. Efterhånden har jeg vænnet mig til koreansk mad, ja jeg sætter nærmest pris på sagerne, meget af det smager stadig lige imellem godt og dårligt, men det er vel også en stil.

Der blev også tid til kaffe og motorcykelblad i skoven

Når der blevet åbnet op for hanerne forsøgte jeg gerne at suse op foran, hvor min makker (og senere banemand) i den brune jakke, Juno, lå helt i front. Der blev gået til stålet, men også kørt temmelig uforsvarligt fra koreanernes side. Overhale biler op ad bakke, bruge begge kørebaner i blinde sving og det hele taget ræsen ud og ind mellem hinanden.

Jeg fik også lejlighed til at prøve den her indiske militærmodel med 3 tonet horn og det hele. Der var pakket ca. 120 kilo grej bagpå, hvilken gjorde den super-ustabil og pisseuhyggelig at køre, specielt ned ad bakke. Ejeren DMZ, har kørt hele Korea rundt med damen bagpå. Hatten af for det!

Efter en dejlig dag på vejen nåede vi frem til en lejet træhytte op ad en bjergside. Her blev der hygget og drukket kaffe. Royal Enfield klubben består, som så ofte når det kommer til klubber der fokuserer på nostalgisk cool, af lutter kreativ-klasse folk. Barrista’er, fotografer, grafikere, modefolk, eventmagere, kreative direktører, studerende og andet godtfolk er åbenbart de eneste der kan se det sjove i at selviscenesætte sig igennem en gammel kværn. Forskellen mellem Danmark og Korea er at der ikke er en gammel garde til at brokke sig over ungdommens forfald og hvor meget bedre det var i gamle dage hvor man ikke valgte motorcyklen for sjov, men af nød. Der findes ingen rigtige gamle motorcykler i Korea, og alle der har en hvilken som helst form for hobby og ikke bare arbejder dagen lang er decideret sære hernede. Stemningen blandt klubbens medlemmer er virkeligt familiær og der er masser af fokus på hygge og sjov.
Eftermiddagen blev brugt på at gå i badeland. Det inkluderer en masse ekstrem malebonding. Åbenbart er almindelig vestlig homofobi ikke rigtig slået igennem hernede og der er masser af krammen og hængen på hinandens skuldre, med og uden tøj, hvilket ikke bare er helt normalt, men også foregår helt ugenert. Seancen startede inde i en svømmehal hvor der var vandrutsjebane, yehaaa! Men ak! Hernede er vandrutsjebaner kun for børn! Hva fanden! Det er eller min favorit. Istedet gik vi i gang med en lang række konkurrencer der skulle afgøre, hvem der skulle betale for mad og øl. Det var stafettid og vi blev delt op i hold. De uheldige tabere skulle så bidrage med et beløb. Heldigvis er svømmetimerne i Tønder svømmehal ikke gået hen over hovedet på mig og jeg kunne med hiv og sving holde mig i toppen af placeringerne og klare frisag, hvad angik betaling af øller. Desværre må jeg også indrømme at det gode koreanske ris-drevne liv, med masser af læsen og ikke meget motion, har fraristet mig min sædvanlige Ironman formkurve (yesss…..). Svømmehallen lå desuden i 2200meters højde og jeg er overbevist om at luftmodstanden er meget højere hernede, og de bruger vel også tungt vand i svømmeren. Alt i alt var jeg totalt flad og på sammenbruddets rand efter 4. konkurrence (100 rygsvømning på tid, Det er åbenbart en eksotisk sport hernede!). Derfor så jeg også frem til den efterfølgende Sauna, hvor man kunne slappe lidt af. Sauna er dog noget helt andet hernede. Alle mand er nøgne og plasker rundt i et 50 grader varmt bassin. Derefter er det op og sidde på en skammel foran et spejl, og skrubbe sig selv over hele kroppen, til sidst en tur i et lime-bad og en iskold dukkert. Ikke noget med at sidde lændeklædebeklædt i behørig afstand på en træbænk og pruste i et varmt rum, meget mærkeligt. En omgang bowling afsluttede hele besøget og jeg kunne med en fin 2. plads både redde ansigt og sørge for at jeg gav lidt til fælleskassen.

hytten lå enormt smukt med udsigt over bjergene og med konstant fare for at trimle 300 ned af en bjergside hvis man trådte forkert.

Som alle andre steder i verden så bliver der tændt op i grillen når læderjakkerne skal hygge. Det er lige meget om det er i Danmark, Tjekkiet, Sverige eller Korea, lidt ild, brændt kød og lunkne øl og så er alle glade.

Hernede er grillmåltidet ikke noget med at få sagerne gjort klar, komme til bordet og så ellers spise sig sønder og sammen. Hernede står man rundt om grillen og hapser gode stykker af kødet, og det bliver man ved med i ca. 6 timer.

Kød og pølser i lange baner, desuden hører der et bjerg af små sideretter til. Det hele ender lidt om en slags grill-fondue. Man spiser lidt kød, lidt kimchi, drikker lidt øl og ævler løs.

Hernede er det maks. nederen hvis man skal hælde op for sig selv. Etiketten byder at man hælder op for ældre og gæster.

De elsker opstillede billeder hernede, og de må have taget hen ved 6000 billeder, her en af de mere underholdende.

Der blev gjort fine venner på turen. I midten min makker som jeg lånte maskine af og til venstre George, der lige har arrangeret den Koreanske udgave af Bicycle Film Festival.

Næste dag var det op lige efter vi var gået i seng og ud på vejen igen. Der var nogle helt sindssygt fede veje, op og ned af bjerge, hvor man rigtigt kunne prøve maskinen af. Det var en ny fornemmelse for mig at køre med et fjedret sæde og vakkelvorne køreegenskaber, men man vænner sig til det.

Da vi nærmede os Seoul på vej hjem røg jeg over i sidevognen igen, hvilket passede mig fint.

Syd Koreansk Wacky-Tacky scooterbande. Sære typer!

Sidevognsmaskinen begyndte at smide olie, så jeg røg op bag på Juno.

Normal kører jeg sjældent bag på andre motorcykler af den simple årsag at jeg har min egen maskine, men det er ikke noget jeg har noget imod, da det også kan være hyggeligt at sidde og kuggelure. Efter at jeg kom op bag på Juno’s maskine opdagede jeg dog til min gru at de hårde bananer hernede ikke giver en tøddel for deres eget eller andres liv, lige meget om er, sidder en bag på. Sammen med ejeren af min låner, kastede vi os ud i den sindssygt tætte trafik på motorvejene ind mod Seoul. Det var virkeligt noget med at bide tænder sammen og klamre sig fast, når vi med mellem 100 og 120 jordede ned mellem mere eller mindre stillestående biler på motorvejen. Flere gange snittede mine knæ, der var den bredeste del af maskinen, sidespejle, trafikværn og biler når vi med fuld skrald fandt vej igennem bilerne. Åbenbart var det en slags ræs, og min chaffut havde en bizar forkærlighed for at køre mellem bilerne på linjen mellem de to spor, hvor vores anden ven ofte kørte mellem trafikværnet og den yderste række biler. Jeg ved ikke hvad der var smartest, men ofte når vi kom hamrende ned af midterlinjen, lige imod et hul hvor vi så absolut ikke kunne komme igennem, og jeg kun kunne tænke på de dårlige tromlebremser på maskinen, ønskede jeg mig ærligt talt et sted hen hvor livet ikke konstant var på spil. Efter 20-30 min af den rædselsvækkende leg skete der dog noget sært, det gav ligesom ikke mening at være angst mere, og så begyndte jeg ligeså stille at more mig med det. Altså en slags moro hvor man med blod i munden taler direkte til sin skaber, men jeg tænkte at manden vel var garvet og det nok skulle gå.
Og så røg vi på røven. Det var heldigvis lige efter at vi havde drejet af motorvejen og kørte ned ad en mindre sidevej. Vi kom susende med ca. 60-70 km/t, pludselig var der dog en bus i vejen og Juno valgte at dykke indenom og køre ud i rabatten. Desværre var det nu blevet mørkt og det var ikke lige til at se at der var en fortovskant, som fangede forhjulet og væltede maskinen. Jeg fik min fod i klemme under maskinen, men gled hurtigt videre og kunne trille ud i det heldigvis bløde græs. Vi var hurtigt på benene og tjekkede at ingen var kommet slemt til skade. Nu er det ikke første gang at jeg har været en tur på røven, men det er altid nederen. Jeg havde slået min fod, men der virkede ikke som om noget var brækket. Slaget gjorde dog ondt og det var den sædvanlige humpen rundt med metalsmag i munden, mens man gennemgik oplevelsen. Der var dog ikke sket noget seriøst med nogen af os og maskine n havde bare fået et par skrammer. Der er oftest to måder at tackle sådan en situation på, den ene er at køre meget forsigtigt bagefter og være lidt rundt på gulvet efter sådan et reality check, den anden måde er at give den endnu mere gas og jorde af sted for at bevise sig selv om at man ikke kan dø. Juno Valgte den sidste udvej! Vrooom derudaf!

De to bøller umiddelbart efter vores styrt. Juno til højre, han virker ikke så påvirket! Åbenbart bare en almindelig køretur i Korea!

Der var dog kun kort vej hjem og resten af turen gik uden problemer. En fantastisk tur med super fine folk. Foden og højre side er stadig lidt øm, men monstro man ikke snart skal ud og køre en tur igen, dog gerne i sidevognen når det går hjem ad næste gang!

Jeg har stadig ikke fattet naar der skal raabes, men alle er glade