lørdag den 27. november 2010

Arkivaren har gravet guld frem

Teufelskerle 'Musiggæ' og knallertarkivar, Hr. Lauridtsen, har brugt den seneste tid i knallertarkiverne for at grave en fortidens julegave frem i disse knallertfjendske og koldt besneede dage. Arkivaren har koncentreret sig om årene 1974-1976 - en for knallertfolket mørk og epokegørende periode - da ondsindede og frihedshadende kræfter fra højeste plan i samfundet med vold, plumbe og magt forsøgte at bekrige vor elskede maskiner. Krigen blev ført både med aldersgrænser og plumbering, som de følgende avisklip skal vise. Men det skete også gennem en veltilrettelagt og uhørt smædekampagne med outlaw-propaganda og med groteske velfriserede alternativer som el og heste.

Forfatter Henrik Juul Hansen - der blev kendt som anti-knallertbevægelsens fremmeste apostel - skrev det f.eks. således i juni 1976 i overskriften på sin kronik "Knallert, på din 25-års dag må sandheden frem: Det er på høje tid, vi gør op med dig" (flere knallertomstyrtende citater herfra senere - og hele kronikken i bunden af dette indlæg).

Første skridt mod udslettelsen af knallerten var en smædekampagne gennem medierne - her fra B.T.



Samtidig forsøgte politiet at bygge et billede op af knallertfolket som naziagtige bøller, der hærgede kvarterer. Bemærk f.eks. "Den nye Amagerbandes" love, pkt. 3: "Det at vise stil er at vinde respekt hos andre medlemmer ved at foretage sig noget voldeligt, sensationelt eller chokerende over for almindelige borgere."



Dernæst kom lovgiverne, der fulgte trop med forbud, regulativer og knallertkonservatisme. Der skulle slet og ret sættes en plumbe i ungdommen, lød det. Eller sagt på nudansk: Nej til al sjov.



Næste skridt i den store afknallertificering af ungdommen var at foreslå brugbare alternative fritidssysler.

Især stilheden fremhævedes - larm gav jo som bekendt datidens kvinder "problemer med nerverne" - som en vigtig årsagen til korstoget. Ellers som anti-knallert-bevægelsens apostel Henrik Juul Hansen skrev i sit 25 års-portræt af knallerten: "Nu ved jubilæet står du for os som selve lovløshedens og den unge terrors i larm og hån udmejslede billede. Du har bredt din støjsump fra den inderste indre by og langt ud over de åbne strande i vest."



Men som om den snigende elektrificering ikke var nok, gik anti-knallertbevægelsens propagandamaskine skridtet videre. Raske drenge burde i stedet slå sig på hobbyer, der havde pels - ligesom pigerne gjorde det.



Anti-knallertbevægelsens apostel Henrik Juul Hansen ville dreje tændingsnøglen helt om på knallerten. Den stille og rolige knallert havde mistet sin uskyld til de unge lømler, der filede, polerede og borede de engang så søde maskiner op til brølende, livsfarlige bæster: "Hvis vi andre ikke vågner op nu og gør op med dig og dit og dine, koldt og hårdt og nådesløst, så vil du og dine snart gøre op med alle andre. Da kan du med en maskebærende tegneseriehelts charme føre dine tropper frem gennem et mentalt landskab, der er præcist så hyggeligt, som man kender det fra mareridtene i moderne grafik," fastslog han.

Kronikken i to dele nedenfor.

Del 1:


Del 2:



Gad vide, hvor han apostlen bor i dag. Hans kvarter synes at være det perfekte sted at grundlægge Sæbebanen 2.0.

God jul.

4 kommentarer:

Thomas´ sagde ...

genialt

Andreas sagde ...

Hold kæft, hvor er det godt. Og enormt lærerigt. Synes klart også vi bør begynde at behandle vores læderjakker med "Olie, tis og øl, så det får en skinnende sort farve."

Lars Hummelshøj sagde ...

Hvis mine google-skills er noget værd, så er apostlen død for over et årti siden.. Måske er det derfor vi har det så godt nede i værkstedet?

Unknown sagde ...

Det er det fedeste jeg længe har læst!